Min tilgang til læring og forandringsprocesser – ja måske i virkeligheden hele mit menneskesyn – hviler på den systemiske idé. Den systemiske grundtanke fortæller, at vi alle er forbundet og udgør hinandens omverdener. Verden indeholder et komplekst net af systemer og vores evne til at navigere i og mestre verden forøges i takt med, at vi øger meningsskabelsen i denne kompleksitet. Via refleksion fra omgivelsernes forstyrrelser håndterer vi den komplekse verden. Den tyske sociolog Niklas Luhman (1927-1998) har siden min master i forandringsledelse været en stor inspirationskilde med hans tænkning om meningsskabelse.
Som underviser, personaleleder, konsulent handler det for mig om at stille mig dér, hvor den anden bliver passende forstyrret til at skabe mening og flytte sig i den ønskede retning. Forandring og læring er og bliver en proces, som foregår i individet, men min opgave som facilitator bliver at skabe rammer og betingelser, så den anden flytter sig mod det næste.
I en tid med stor skriftlighed, mange møder og mails har jeg i mit arbejdsliv mødt behovet for at skære ind til benet: Hvad flytter det vi taler/skriver om helt konkret i praksis…?? Praksisteorierne er, som systemteorien, – konstruktivistisk teori, som tager udgangspunkt i, at verden skabes i vores erkendelse, kommunikation og interaktion med hinanden. Men hvor systemteorien stopper ved meningsskabelsen supplerer praksisteorierne ved at interessere sig for, hvad vi helt konkret gør og siger – i handling og aktiviteter.
Den amerikanske professor i praksisteori Theodore Schatzki (1956-) har inspireret mig med hans teori, som netop handler om, at praksisser (doings and sayings) er afgørende for vores sociale eksistens. I et forandringsperspektiv tilbyder det praksisteoretiske perspektiv, at vi ikke bare taler om vores tanker, ideer og motivation men interesserer os for, hvad ser vi i vores praksis af konkrete handlinger og aktiviteter, og ikke mindst hvad ønsker vi at se – i et fremadrettet perspektiv.
”Det er ikke nok blot at informere, fordi viden alene meget sjældent motiverer til adfærdsændring. Det skyldes at adfærdshandling og viljeshandling er to forskellige ting, og at adfærd ikke påvirkes effektivt af viden. At vide, hvad der rigtigt, medfører sjældent at man gør det rigtige. Derimod at gøre det rigtige kan medføre, at man ved, hvad der er rigtigt.” citat Thomas Burø, projektleder ved Clean Out Loud – artikel i Politiken fra 2014: https://politiken.dk/del/_rcl_mAAXYXg
Med den praksisorienterede tilgang til forandringer har jeg fundet simuleringer er et effektfuldt værktøj til at afprøve nye handlinger i praksis som vejen til meningsskabelse og ny adfærd i praksis.
